|
Det Ganske Lille Bluesband
i Stubhuset d. 16.09.10.
Jazz i Støvring tog
torsdag d. 16.09 hul på efterårssæsonen. Denne aften var
dedikeret til blues genren, en genre som jazzforeningen
ikke tidligere har præsenteret for publikum. Det var
derfor med en vis spænding at Jazz i Støvring kunne
præsentere Det Ganske Lille Bluesband.
Bandet har rødder i
Aalborg og består af 3 musikere alle med tilknytning til
det Nordjyske musikmiljø. Bandet siger selv at de
spiller autentisk, rå, uforfalsket blues med hovedvægten
lagt på orkesterets fælles passion - good old
stinkin`blues, og det gør de! Efter ganske få minutter
sidder man og vipper med foden og følger ubesværet med i
de kendte blues rundgange, det er solidt og uden de
store "dikkedarer".
Peer Knudsen spiller
med rigtig god lyd på sin guitar og på mundharpen er han
virkelig god. Super god feeling og troværdighed i sit
musikalske udtryk.
Henrik Vardinghus´s
trommespil er sublimt med små spændende bækkeneffekter
som er med til at løsne op i de til tider "tunge"
bluesakkorder. Et par trommesoloer blev det også til,
hvilket fik publikum til at kvittere med stor applaus.
Bag keyboardet sidder
Poul Rasmussen. Han virker som en slags "bindemiddel" i
bandet, hvor han udfører bassistens rolle med venstre
hånd, samtidig med at højre hånd går på vandring i alle
bluesakkordernes afkroge, det virker rigtigt godt.
Man mærker bandets store passion for det de laver,
inspirationen kommer fra store koryfæer som B.B King og
Muddy Waters hvilket også er tydeligt i bandets valg af
repertoire "Det Ganske Lille Bluesband" var en god
oplevelse i "Stubhuset", hvilket publikum efterfølgende
også gav udtryk for.
Forhåbentlig bliver det ikke
sidste gang at Jazz i Støvring laver et Blues
arrangement.
AB
|